Siden det første escape room blev udviklet, er konkurrencen og kreativiteten kun spidset til. Gåde- og mystikmagere verden over udarbejder hvert år vildere og mere komplicerede escape rooms. Vi har samlet en liste med 10 af verdens vildeste escape rooms, der med garanti vil få dig til at pakke kufferten og bestille en flybillet til en af de 10 destinationer.
1. “Kingdom of Cats” – Aldgate, England
Vi har alle sammen den dér ven. Ham eller hende som bare er lidt for vild med katte. Kan du ikke lige placere, hvem af dine venner det er? Så er du nok den ven. Læg den evige diskussion om katte versus hunde på hylden og tag i stedet et smut til Aldgate i England til et kat-crazy escape room. I denne escape room historie er du fanget i det mystiske ”Cat Kingdom” – et fantasiland hvor kæmpe katte regerer og intet menneske er til at finde i miles omkreds. Du er blevet fanget i ulovlig indtrængen og straffen for mennesker er dødsstraf ved 1000 krads. Du skal samarbejde med de andre dyr i kongeriget og løse gåder for at slippe ud, inden Kong Jaspers dom falder over dig. Med 4,5 ud af 5 på TripAdvisor er der bred enighed om at “Kingdom of Cats” er en kat-tastisk fornøjelse.
2. “Paradox Project” – Athen, Grækenland
Hvad er det første du tænker på, når nogen siger Athen? Herkules? Akropolis? Eller måske en græsk salat? GLEM DE TING. Sig farvel til det traditionelle escape ROOM og sig goddag til “Paradox Project”s escape HOUSE. Den græske historie udspiller sig nemlig i et helt to-etagers hus, lidt uden for Athen. Der er desuden ingen game master, som tager imod dig, for lige så snart du træder igennem entreen, så er spillet i gang. Videoinstruktioner hiver dig i stedet ind i historien. Gennem SMS-hints og rum hvor du skal bruge alle dine sanser, skal du og dit team kæmpe jer ud af huset, inden de tre timer er gået. Med en lidt længere spillelængde end traditionelle escape rooms, er “Paradox Project” generelt bare alt andet end det traditionelle. Anmeldelser fra TripAdvisor fortæller desuden, at der er tre forskellige slags løsninger, som udløser tre forskellige slutvideoer, men hvad mere escape roomet indebærer eller omhandler, melder hjemmesiden intet om. Mystisk nok for dig?
3. “Steal The Car” – Montreal, Canada
Lad dig ikke narre af den nordlige destination, for “Steal The Car”-escape roomet har en mafia storyline i bedste italiano stil. “Steal The Car”er én af fire dele af den såkaldte “Mafia Challenge”. Escape roomet foregår, ligesom Mystery Makers’ Mystery Hunt, udendørs i og omkring den såkaldte Big Vankos bil. I dette escape room skal du inden for 20 minutter, forsøge at bevise din uskyld over for politiet, ved at finde beviser, på at den faktiske gerningsmand er Big Vanko. Problemet er, at han er en mystisk mand og alt du ved om ham, er hvilken bil han kører. Udfordringen for dig og dit team er at bryde ind i Big Vankos bil, før han kommer tilbage. De nødvendige materialer der skal til at rense dit navn, er bare en bildør væk. Med en rating på 4,7 ud af 5 på TripAdvisor er det canadiske escape room ideelt for enhver Godfather fan.
4. “Death Row” – Louisiana, USA
I USA er alting bare større. Dette er dog ikke tilfældet for dette escape room, som starter med en indespærring i et lille, mørkt lokale. I dette escape room er du en indsat, som afventer sin tur i den elektriske stol, efter at have blevet dømt til dødsstraf i allerbedste sydstatsstil. Men fordi fængslet er overfyldt, er du blevet placeret i et forladt afsnit. Vagterne fortæller, at afsnittet lukkede i sin tid på grund af gaslækage, men rygterne går på, at det skyldes, at en anden indsat engang slap væk. Nu skal du følge hans fodspor, for at undslippe at blive grillet i den elektriske stol. Hvad der lyder som den klaustrofobiskes mareridt, er ifølge udviklerne selv klassificeret som EXTREME i deres fear-factor-kategorisering og bare beskrivelsen får ihvertfald vores nakkehår til at rejse sig.
5. “Arizona Sunshine Virtual Reality” – Louisiana, USA
Vi bliver i Louisiana, dog bevæger vi os ind i en lidt anden verden end det førnævnte escape room. Trods den muntre og varme titel, kan vi lige så godt sige nu, at det langt fra hænger sammen med escape roomets storyline. Med grundlag i den prisvindende teknologi Virtual Reality, er “Arizona Sunshine” en digital overlegen oplevelse helt uden kabler. Historien transporterer nemlig spillere direkte ind i hjertet af en zombie-apokalypse. Bevæg jer frit rundt og interagér med hinanden ved hjælp af full-body-tracking, 4D-effekter og en lang række våben, i det dystopiske verdensrum. Kan dit team holde ud længe nok til at sætte en ny rekord mod de hjerne-sultne udøde?
6. Bates Motel – Pennsylvania, USA
Er du fan af Hitchcocks gyserklassiker Psycho? Eller er den sort-hvide 60’er film for forældet til dig og har du i stedet binge watched Bates Motel på Netflix? Uanset hvilken en du kan nikke genkendende til, så er escape roomet “Bates Motel” helt klart et besøg værd. Escape roomet er udviklet i samarbejde med en håndfuld af personerne bag den prisvindende film Psycho, så det ligner motellet derfra så meget som muligt. Udover de klassiske gåder vil du i “Bates Motel” også møde en række værelser med utrolig detaljeret digital lyd, belysning, CGI-effekter og skjulte døråbninger som adskiller escape roomet fra normen. Du har sammen med dit team 60 minutter til at slippe ud af hotellet før Norman Bates finder jer og udspiller hele kniv-i-bruser-scenen igen.
7. “The Architect” – Amsterdam, Holland
Det hollandske escape room udviklet af Sherlocked-holdet, har en lidt anderledes, mindre gys-præget storyline som er perfekt for spilleren med dårlige nerver. Anmeldelserne taler for sig selv, da “The Architect” har fået 5 ud af 5 på TripAdvisor. Mysteriet udspiller sig på et gammelt kontor, som ikke er blevet anvendt siden 1934 og som har været arkitekten HP Berlages kontor. Rygtet siger, at Berlage var medlem af en super hemmelig loge for arkitekter – Society of the Crossed Keys. En gruppe der efter sigende, bevogtede verdens mest magtfulde hemmeligheder, indtil Berlage døde i 1934. Ingen har set eller hørt om logen eller deres hemmeligheder siden. Der er nu mistanke om, at logens resterende hemmeligheder kan være skjult inde i escape roomet, som du sammen med dine holdkammerater skal undersøge.
8. “The Elevator Shaft” – Los Angeles, USA
At Los Angeles er kendt for Hollywood og epicentret for kreativitet, ses tydeligt i ideen bag “The Elevator Shaft”-escape roomet. Historien bag dette escape room er nemlig dybt foruroligende og teknisk indviklet. For 3 måneder siden ansatte historiens hovedperson Edward, en mand ved navn John Peterson for at hjælpe ham med at foretage nogle tekniske ændringer til en elevatorskakt på ejendommen. John regnede hurtigt ud, at disse ændringer han blev bedt om at foretage, faktisk var lidt for uhyggelige. Da han konfronterede Edward, fik han at vide, at han ikke kunne forlade stedet, før projektet var færdigt, ellers ville hans kone og datter betale prisen.
Projektet er afsluttet og John er længe død. I er låst inde i elevatorskakten og skal følge de trin, som John efterlod til jer, inden I bliver mast under vægten af en 6 tons stål elevator. Escape roomet bringer ifølge anmeldelserne en vild følelse af realisme og intensitet. Der advares desuden om, at spillere kan risikere at blive våde, så lad smokingen og den dyre kjole blive hjemme, hvis du beslutte dig for at hoppe til Californien for at prøve dette intense escape room.
9. “Very Bad Night” – Paris, Frankrig
Mange tager en weekendtur til Paris, men i stedet for de kedelige gåture i den franske hovedstad bør du tage et kig på dette escape room. “Very Bad Night” er et lidt atypisk escape room, men alligevel måske lidt relateret til en situation, mange af os har stået i. I dette escape room udspiller historien sig med, at du vågner op i en ukendt lejlighed. Det ser ud til, at du drak for meget aften forinden og du har ingen idé om, hvad der skete. Faktisk så ved du ikke engang, hvor du er. Men tiden løber ud og det gælder for jer spillere om at få styr på situationen, inden ejeren af lejligheden vender tilbage. Escape roomet indeholder desuden elementer samt gåder, som er under bæltestedet, som gør denne oplevelse ideel for dig og vennerne. Måske kan I endda anvende jeres egne erfaringer?
10. “Ghosthunter Brandon Darkmoor” – Berlin, Tyskland
Det sidste escape room på listen, er for dem, som vil have en oplevelse med det overnaturlige. Det tyske escape room henvender sig nemlig konkret til fans af Ghostbusters og The Twilight Zone. Spillere har i dette escape room rollerne som praktikanter hos den berømte spøgelsesjæger Brandon Darkmoor. I forventede et ordinært praktikophold, men stødte ind i det præcis modsatte. Allerede på første dag bliver I sendt til en sag i en bygning, der førhen var et asylcenter. Centret var ude for en frygtelig brand i 1987, hvor alle overlevede – undtagen én person. Den tidligere operasanger Anna Morana har hjemsøgt kælderen lige siden. Det er op til dig og dine holdkammerater at hjælpe hendes sjæl med at finde evig fred.
Der findes altså en hel række vilde escape rooms ude i den store verden. Hvis du ikke er klar på at pakke kufferten og drage langt for et underholdende escape room, kan du selvfølgelig også prøve et af vores escape rooms i København.