Vil du samarbejde med de største kulturinstitutioner i ind- og udland om at koordinere spiloplevelser til succesfulde virksomheder?
Mystery Makers® vokser. Vi søger derfor en ny kollega, som får ansvar for forsyningskæden for vores internationale produktlinje af analoge Mystery Hunt® spil. Mystery Hunt® er en form for escape games, der foregår på kulturhistoriske lokationer i ind- og udland, hvor spilmaterialet udleveres i en slags brætspilsæske.
Vi søger en struktureret teamplayer til en nyoprettet stilling, som du kan vokse i. Vi prioriterer talent og personlighed højere end erfaring. Du kommer til at lære meget i dialogen med vores kompetente leverandører og berømte kulturlokationer i ind- og udland. Som ansvarlig for forsyningskæden vil du samarbejde med organisationer som Kulturstyrelsen, Forsvaret og Nationalmuseerne i Danmark og Østrig, om at give vores kunder unikke spiloplevelser, der sætter leg, læring og gæsten i centrum.
Hvem vi er
Mystery Makers® er Danmarks største escape games firma og en af landets største teambuilding leverandører. Vi opererer i tre lande, med planer om at udvide til flere. Vi har skabt prisvindende oplevelser siden 2010 og har blandt andet vundet Creative Business Cup – danmarksmesterskabet for kreative iværksættere for vores innovative forretningsmodel, hvor vi sælger events som hyldevarer. I 2014 åbnede vi Skandinaviens første escape room til fulde huse. I 2018 åbnede vi afdelinger i Wien og Budapest. Mystery Makers er en omstillingsparat virksomhed, der er kommet stærkere ud af COVID, selvom vi primært lever af teambuilding. I år gør vi come back på det danske marked ved at fordoble antallet af Mystery Hunt® spil, og er nu et af fem firmaer, der konkurrerer om at vinde Berlingske/AOK prisen Byens Bedste Oplevelse 2023.
Vores mission er at skabe oplevelser, der gennem leg pirrer menneskers nysgerrighed og lyst til at lære. På den måde formidler vi historien og træner et teams samarbejde, så de kan løse fremtidens udfordringer – sammen.
Du bliver ansvarlig for koordinering og optimering af vores forsyningskæde, hvilket omfatter:
● Udarbejdelse af indkøbsprognoser.
● Indkøb og opbygning af indkøbsprocessen.
● Produktionsplanlægning af eksisterende og nye produkter, forhandling med leverandørportefølje.
● Lagerstyring samt udvikling og optimering af lager og logistik.
● Distribution og sikre stabil levering til vores lagre og lokationer.
● Kontakt og ordreopfølgning hos leverandører og samarbejdspartnere.
● Kvalitetssikring af spiloplevelsens funktionalitet.
Vi forestiller os at du:
● Er godt selskab og nyder at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
● Er nysgerrig og videbegærlig.
● Har en baggrund inden for logistik, indkøb, forsyningskæde eller lignende.
● Trives med selvledelse inden for faste rammer.
● Er struktureret, analytisk og besidder stærke koordinerende evner.
● Har øje for optimering og er løsningsorienteret.
● Besidder en god økonomisk forståelse og er god til at forhandle.
● Har fokus på eksekvering og at være hands on.
● Taler engelsk på et professionelt niveau. Tysk er en bonus.
● Er enig i udsagnet: “Alene er vi stærke, sammen er vi uovervindelige.”
Det vi tilbyder
Du bliver en del af et team af kreative og ambitiøse iværksættere, der lever af at skabe underholdning, man bliver klogere af. Du vil få en nøglefunktion i virksomheden og være central i opbygningen og koordineringen af en driftssikker forsyningskæde. Du får en varieret hverdag med en god blanding af både strategiske og praktiske opgaver. Vi udøver frihed under ansvar, og du får mulighed for at præge din arbejdsgang og rolle. Det betyder, at du er med til at skabe fundamentet for en forsyningskæde der rummer mere end 10.000 løsdele.
Det er en deltidsstilling på 30 timer ugentligt med mulighed for udvidelse til fuld tid. Lønpakke forhandles individuelt ud fra kvalifikationer og erfaring.
Lyder det som noget for dig?
Ansøg her og vælg “Supply chain koordinator” under “Jeg søger”.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette.
Ansøgningsfrist senest: 31. september 2023.
Du er velkommen til at rette spørgsmål til vores driftschef, Louise Southwell, på 31504350 eller louise@mysterymakers.dk. Du kan læse mere om os her eller tjekke os ud på Facebook, Instagram og TikTok.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.